Anmeldelse

af Tove Ingerslev, Viden Djurs

Bogen ”Turistengelsk, Til Tenerife via London” er en let tilgængelig og meget brugervenlig lærebog, der er velegnet for lettere øvede, der ønsker træning i mundtlig engelsk. Vil man have et hurtigt brush-up, så man klarer sig bedre som turist, er bogen helt ideel. Bogen beskriver et ægtepars planlægning og gennemførelse af en rejse, der starter med et par dage i London og derefter fortsætter til Tenerife. Den er bygget op omkring en række realistiske situationer, der strækker sig fra det at booke en rejse til rejsens faktiske gennemførelse. Undervejs er der mange typiske situationer, som man møder som turist – som for eksempel det at leje en bil eller bestille et hotelværelse. Ud over selve teksterne er der oplæg til en række rollespil, så man kan træne ikke blot de relevante gloser, men også en stribe af de samtaler man typisk kommer ud for som turist i udlandet. Bogen kan bruges af undervisere på fx AOF, FOF osv. men kan også fint bruges af enkeltpersoner, som gerne vil friske deres ordforråd op – her kan øvelserne med rollespil også være til stor nytte. Den er udkommet i bogform, som e-bog på Saxo og som lydbog i ITunes, og dem, der køber bogen kan på hjemmesiden (www.brydmuren.dk) finde alle lydfilerne til bogen.

Tove Ingerslev Uddannelsesleder, VID Projekter

Anmeldelse af Turistengelsk, Til Tenerife via London, skrevet af Hanne Dahl Andreassen og Anne Fox